Kennelhoste.
Årsager
Kennelhoste er betegnelsen for en smitsom luftvejsinfektion hos hunde. Infektionen er en blandingsinfektion, der udløses af flere vira og bakterier. Disse vira kan forekomme i flere kombinationer, og derfor kan både symptomer og graden af smitsomhed variere fra udbrud til udbrud.
Symptomer
De klassiske symptomer er hoste. Mange beskriver det enten som kighostelignende, eller som om at, hunden har fået noget galt i halsen. Hosteanfaldene udløses oftest i forbindelse med aktivitet og ender gerne med, at der bliver hostet hvidt slim op. Andre gange kan symptomerne være i form af nysen og næseflåd.
Sygdommens forløb
Fra hunden bliver udsat for smitte, til den selv udviser symptomer, går der gerne 5-10 dage. Symptomerne starter oftest pludseligt og kan være ganske voldsomme. I langt de fleste tilfælde vil symptomerne være værst de første 5-6 dage, men der vil være symptomer i op til 14 dage. Det kan af og til ses at hunden får let feber, men oftest er de ganske upåvirkede, ud over, at det kan være lidt trættende at hoste meget. I mere sjældne tilfælde kan ses, at der udvikles komplikationer i form af bronchitis eller lungebetændelse.
Behandling
Selve virusinfektionen kan vi ikke behandle, det skal hundens eget immunforsvar klare. Men oftest bliver der behandlet med antibiotika for at fjerne den bakterielle del og forebygge komplikationer. Desuden bruges hostestillende medicin når det skønnes nødvendigt.
Smitteveje
Kennelhoste er meget smitsomt. Det smitter gennem aerosoler, det vil sige vanddråber fra hosteanfald og nysen, der indeholder smitstoffer. Disse dråber kan bevæge sig ganske langt gennem luften, og det er derfor ikke nødvendigt at hundene står næse til næse for at de kan overføre smitte. Til gengæld overlever smitstofferne ikke længe uden for hunden. Smittespredning forekommer hvor mange hunde mødes: udstillinger, hundepensioner og træningspladser kan virkelig sørge for effektiv spredning af kennelhoste. Mennesker kan overføre smitten, hvis man har haft kontakt med en hostende hund inden for nogle timer.
Forebyggelse & vaccination
Man kan vaccinere mod dele af kennelhosten. I flere af de hidtil tilgængelige vacciner indgår parainfluenza virus. Desværre har effekten ikke været optimal, således at man har oplevet at hundene i reglen udviklede kennelhoste trods vaccination. Som noget nyt er der nu lanceret en ny vaccine mod kennelhoste, der har flere fordele frem for hvad der hidtil har været på markedet.
Fordelene ved den ny vaccine er følgende:
Vaccinen beskytter både mod viruset Parainfluenza og bakterien Bordetella.
Vaccinen stimulerer immunforsvaret mere effektivt, idet den gives ind i næsehulen.
Beskyttelsen mod Bordetella opnås allerede efter ganske få dage, mens beskyttelsen mod parainfluenza typisk er tre uger undervejs.
Effekten varer op til et år.
For at opnå bedst mulig beskyttelse, skal vaccinationen foretages mindst tre uger før pensionsopholdets start. Man skal dog være opmærksom på, at vaccinen markant mindsker risikoen for sygdom og smittespredning, men udelukker det ikke helt! Som ulempe kan ses forbigående irritation i næsehulen i dagene efter vaccinationen.
Har I yderligere spørgsmål angående kennelhoste, så kontakt Jeres dyrlæge.
Skrevet af Bygholm Dyrehospital.